Sådan husker Viggo befrielsen

Sådan husker Viggo befrielsen


# Ukategoriseret
Udgivelsesdato Udgivet af Nina Strange, onsdag d. 13. maj 2020, kl. 20:42
Sådan husker Viggo befrielsen

Interview med Viggo Frandsen - barn af Herstedøster

Viggo var bare 10 år gammel, da tyskernes besættelse sluttede og Danmark igen blev et frit land. Han husker tydeligt dagen, hvor den glædelige nyhed kom til Herstedøster, én dag forsinket: ”Det var den 5. maj og jeg mødte i skole kl. 8 som sædvanligt. Lærerinden fortalte os, at tyskerne havde overgivet sig, og så blev flaget hejst og vi sang nogle fædrelandssange sammen. Derefter fik vi fri resten af dagen”, fortæller Viggo.

"Dengang boede der ikke så mange i Herstedøster, så skolen havde kun 50-60 elever i alt. Og kun én lærer og én lærerinde. Frøken Thorsen underviste i stort set alle fag og lærer Pedersen havde mest 3. klasse. Vi gik også kun syv år i skole: to år i 1. klasse og to år 2. klasse og tre år i 3. klasse. Min store kærlighed i skolen hed Maissant, og hun havde 12 søskende. 

Frihedskæmperne i Herstedøster

”Senere på befrielsesdagen kan jeg huske, at brødrene Fischer kom kørende på motorcykel med styrthjelm, maskinpistoler og armbind og det hele og holdt nede ved Købmand Anker. De havde været frihedskæmpere under krigen.

Efter befrielsen kunne man købe klistermærker og emblemer med frihedskæmpernes farver, rød-hvid-blå, som vi byttede med hinanden i skolen – lidt ligesom glansbilleder. Vi børn så meget op til frihedskæmperne.

En oplevelse, som har printet sig ind i min hukommelse, skete oppe ved benzintanken den 5. maj – ja, dengang var der en benzintank i Herstedøster: Frihedskæmperne kom i en lastbil og fik benzin på. Det var en af smedene, der havde benzintanken. Han må jo have haft noget benzin i tanken, selvom det var under krigen, hvor man ellers ikke kunne få benzin. Tre-fire frihedskæmpere stod på ladet af lastbilen, og da den startede med et ryk, så faldt ham, der stod bagest ned og slog sig ret kraftigt. Vi synes jo det var komisk, men det har sikkert gjort ondt”, griner Viggo.

”Et par dage efter Befrielsen kom nogle tyskere kørende i en vogn, og dem vinkede vi også til. Vi tænkte ikke så meget over, at det var fjenden. Men de virkede glade og vinkede tilbage. De var sikkert også glade for, at krigen var forbi, så de kunne komme hjem. Tyskland var nok ikke noget særligt godt sted at komme hjem til dengang, men alligevel: de var jo sluppet helskindet igennem krigen.

Vi så faktisk ingen tyskere i Herstedøster under krigen. Jeg har fået fortalt, at der var tyskere indlogeret i gymnastiksalen på skolen i starten af krigen, men det må have været før jeg selv startede i skole i 1942.”

Tyskersvin

"Om eftermiddagen på befrielsesdagen var jeg ude at gå med en af mine skolekammerater, der hed Poul, og hans far havde vist været en liiiille smule tyskervenlig. Da vi kom forbi slagteren, var der en gammel mand, der råbte ”tyskersvin” efter Poul. Det synes jeg var noget mærkeligt noget, for han var jo kun et barn, og sådan havde jeg aldrig tænkt om ham.

Min egen far var ”sådan en, der gik med træsko på”, dvs. at han var gode venner med ALLE. Om det så var proprietær Trane nede på Østergård, som var toppen af poppen og ret velhavende. Med fire karle og to piger. Det var min far sgu da ligeglad med."

Blodspor i sneen

"En af de lokale i Herstedøster, som hed Knud, var tysk soldat i Frikorps Danmark og kæmpede ved Østfronten. Den sidste jul inden befrielsen, altså i 1944, var Knud hjemme på orlov, og da prøvede to frihedskæmpere på at likvidere ham. Hans mor åbnede døren, da det bankede på, og hun gav et skrig. Så Knud var klar over, at der var noget galt, og han nåede at skyde først og sårede én af dem, og så stak de af. Anden juledag kunne man se blodsporene i sneen fra ham, der var blevet såret."

Købmand Nielsens hemmelige romkugler

"Jeg havde tre brødre og en søster, alle ældre end mig. Min ene bror blev sendt af fagforeningen til Tyskland for at arbejde under krigen, for han var jord og betonarbejdere, og der var ikke noget arbejde i Danmark om vinteren. Min mor sendte pakker ned til ham. Købmand Nielsen havde sørget for at min mor kunne købe romkugler og pålæg og slik, som hun sendte til min bror. Det kunne købmanden åbenbart godt skaffe - på trods af rationeringerne. Min bror kom hjem inden krigen var slut, og da inviterede han min mor og mig ind at se Op med lille Marta i Saga-biografen København og ud at spise noget fin mad - som tak for alle de pakker, hun havde sendt.

Min anden bror var CB’er. Det er en forkortelse af civil-betjent. Det var sådan nogle, der gik vagt ved blandt andet radiostationen i Herstedvester, så den ikke blev sprunget i luften. CB’erne dirigerede også trafikken og fungerede på mange måder som politibetjente. Politiet var jo blevet arresteret af tyskerne, så vi havde ikke noget politi de sidste år af krigen", husker Viggo.

Sabotage og schalburtage

Kampen mod tyskerne kunne også mærkes i Herstedøster: ”To gårde blev brændt af under krigen og min onkels bil blev sprunget i luften, fordi han arbejdede for tyskerne på den store cykelfabrik i Glostrup. Rygterne sagde, at købmand Anker også havde været med til noget sabotage som frihedskæmper..”, fortæller Viggo.

"Et stykke tid efter krigen var det stadig svært at skaffe tøj, og vi havde ikke så mange penge, så vi tog ind til Kofoeds skole i København og fik udleveret tøj. Jeg havde en faster, der boede på Nørrebro, så jeg var tit i København. Der gik en bus fra Sengeløse til Ålholm Plads. Derfra kunne man tage sporvognen, linje 6 til Rådhuspladsen. Midt på Vesterbrogade kunne man skifte til linje 3 mod Nørrebro. Vi handlede af og til i Bulldog, et stort varehus på Nørrebrogade, som blev ”schalburgteret” af tyskerne i slutningen af krigen.

I gamle dage lå der også en isfabrik i Glostrup, Premier Is, som blev schalburgteret - og så kunne man ikke få is!” slutter Viggo med et stort grin.


VIDSTE DU AT..

Schalburgtage (dannet i analogi med sabotage) var det folkelige navn for den terror, som tyskerne og deres danske hjælpere indledte i den sidste del af Besættelsen i Danmark. Terroren blev rettet mod den danske modstandsbevægelse og det danske samfund i almindelighed som en hævn for modstandsaktioner.

Besættelsesmagten kaldte begrebet 'kontrasabotage', men danskerne fandt hurtigt på navnet schalburgtage efter Schalburgkorpset, opkaldt efter Christian Frederik von Schalburg, der havde været leder af Frikorps Danmark.