02/07/2024 0 Kommentarer
Samtaler i skyggen af døden
Samtaler i skyggen af døden
# Ukategoriseret
Samtaler i skyggen af døden
Tekst og foto Bo Nygaard Larsen
Hun er der, når livet gør ondt. Sådan er jobbet for Trine Kern Kernel, der er hospitalspræst på Rigshospitalet Glostrup.
»For mange sker et ophold på hospitalet i forbindelse med alvorligere sygdom eller en ulykke. Her oplever de, at deres liv bliver sat på spidsen, og flere beskriver da også situationen som om, at tæppet er blevet revet væk under dem,« siger Trine Kern Kernel og fortsætter:
»For selv om man er så heldig at komme sig over sygdommen eller skal leve videre med en diagnose, er selve det at komme i berøring med hospitalet en påmindelse om, at vi mennesker er skrøbelige. Der er nogle ting, som er uden for vores egen kontrol.«
Præstens betydning. Det er her i det, Trine Kern Kernel kalder et rum, at hun som hospitalspræst kommer ind i billedet.
»Man er ramt på sin eksistens og stiller spørgsmål ved mange af de ting, man før har taget for givet. Derfor kan det være en stor hjælp at tale med en præst. Blandt andet fordi vi som præster altid har for øje, at et menneske er mere end blot sit legeme og sin fysik. Og fordi det kristne budskab kan skabe mening og give trøst, ikke blot i kirken søndag morgen eller ved de kirkelige handlinger, men også når vi mennesker er allermest ramt på vores eksistens,« siger Trine Kern Kernel.
Hun er uddannet cand.theol. fra Københavns Universitet i 2003 og har siden efteruddannet sig som hospitalspræst. Først på Methodist Hospital i Minneapolis, USA, i 2000, i 2004/2005 Saint Elizabeth Hospital i Boston.
Hendes kontor ligger på Rigshospitalet Glostrup, hvor hun arbejder 90 procent af sin arbejdstid. I de sidste ti fungerer hun som sognepræst i Glostrup Sogn.
»Det er en force, at jeg er så megen tid på hospitalet, for det giver mig mulighed for at være der for patienterne, de pårørende og personalet,« siger hun.
Den daglige sjælesorg. Det meste af arbejdsdagen bruger Trine Kern Kernel på sjælesørgeriske samtaler med patienter og pårørende.
»I samtalerne forsøger jeg altid at møde det enkelte menneske, hvor han eller hun er. Jeg lytter til deres historier og deres ønsker. Jeg beder gerne med eller for det enkelte menneske, holder altergang og lyser velsignelsen. Og jeg kan benytte de kristne ritualer, som trøster og sætter ord på nogle af de situationer, hvor man selv er ordløs og retningsløs - som for eksempel ved at holde udsyngning, når nogen har mistet en elsket, eller ved at bede for og velsigne et dødfødt barn,« siger hun.
I skyggen af døden. Netop samtalerne er anderledes, når det er med en alvorligt syg eller en døende.
»Der er en form for alvor og dybde i disse samtaler, som gør, at vi hurtigere når ind til årsagen til deres ønske om at tale med en præst. Vi ved, at tiden kan være knap, eller at det håb om helbredelse, som de hidtil har haft, nu er gået tabt. Det gør, at samtalen meget hurtigt bliver personlig,« siger Trine Kern Kernel og fortsætter:
»I skyggen af døden kan et menneske være utrolig sårbar og blottet, og det fordrer ydmyghed og respekt fra mig som præst. Jeg ser det derfor som min opgave at lade den kristne forkyndelse vokse frem af de livserfaringer, det håb og den tro, som patienten selv bærer med sig.«
Den kristne kontekst. Med frygten og døden i øjnene får samtalerne hurtigt et kristent perspektiv.
»Mange af mine samtaler drejer sig indirekte om nåde og tilgivelse. Når vi taler om vores liv, dukker der jo ofte tanker op om de ting, vi fortryder eller ikke føler, at vi har gjort godt nok. Og nogle gange kan det være en lettelse at sætte det ind i en kristen kontekst. For her kan vi bede om tilgivelse for alt det, som vi føler skyld for. Og vi kan bede om Guds nåde, selvom vi måske ikke kan tro, at dem, vi har svigtet, kan tilgive os,« siger Trine Kern Kernel.
Det evige liv er også et tema i mange af hendes samtaler.
»Når jeg taler med mennesker, er det helt naturligt, at samtalen også drejer sig om, hvad de tror, der sker med os efter døden. Og mange udtrykker et håb eller en tro på, at der findes noget. Allerhelst en form for eksistens, hvor de kan gense de mennesker, de har elsket i dette liv,« siger hun og fortsætter:
»Når vi taler om livet efter døden, bliver det ofte ret abstrakt, for Bibelen giver os ingen helt konkrete bud på, hvordan det vil være. Men alligevel er Jesu ord om, at der ’I min Faders hus er mange boliger’, meget trøsterigt.«
Langt sværere er det med kødets opstandelse, som det er formuleret i Trosbekendelsen.
Tanken om, at vi får vores krop med os i livet efter døden, bliver næsten for konkret. Og ønsker vi egentligt det, når nu denne krop er så slidt eller syg? Her genfortæller jeg ofte en udlæggelse, som biskop Lise-Lotte Rebel engang kom med. Troen på kødets opstandelse skal måske ikke forstås helt konkret. Det handler om, at vi i livet efter døden ikke mister vores identitet, men at vi tager vores jordiske erindringer og livshistorie med os. Det er meningsgivende, når vi nærmer os døden og skal til at tage afsked med tilværelsen her på jord,« siger Trine Kern Kernel.
Påskens betydning. Døden og opstandelsen hører påsken til. Det er påskedag, at Jesus bryder stenen for graven og står op fra de døde - som en kontrast til de foregående dages lidelseshistorie.
For Trine Kern Kernel betyder påskens historie en del i hendes arbejde.
»Nogle af de historier, jeg oftest gen- fortæller eller taler om med patienter og pårørende, er Jesu lidelseshistorie og påskens hændelser. For eksempel kan rigtig mange mennesker genkende den ensomhed og angst, Jesu følte i Gethsemane Have, da han bad og vågede den sidste nat i sit liv, mens hans disciple gang på gang faldt i søvn. Og det kan være meget trøsterigt, at man ikke er alene om at føle sig forladt, men at Guds søn også har været der og på den måde er medlidende med én. Det bryder ensomhedsfølelsen og giver håb,« siger Trine Kern Kernel.
Hun mener, at påsken grundlæggende har to budskaber, som hun bruger i sit arbejde:
»For det første har Gud én gang for alle brudt dødens magt og skænket os mennesker evigt liv med Jesu Kristi opstandelse fra de døde. At Jesus døde på korset langfredag og brød ud af graven påskemorgen er et uforklarligt mirakel. Gud gør det umulige muligt, og vi kan ikke forklare det, måske heller ikke forstå det, men vi kan gribe det i troen og have tillid til, at døden derfor heller ikke er det sidste, der er at sige om os mennesker,« siger hun og fortsætter:
»For det andet er påskens budskab ikke blot noget, der har betydning for os efter døden er indtrådt. Det er noget, som også har betydning for os her og nu på denne side af døden. Opstandelsen viser os nemlig, at vi har lov til at have håb, også når alt ser håbløst ud. At vi kan tro på, at Gud finder en vej for os, eller at han finder vej til os, også når vi føler os allermest fortabt og alene. Og at der altid er mere i et menneskeliv end det, vi selv kan se, eller det vi selv formår. Opstandelsen giver vort liv en fylde, som vi ikke med vores egne kræfter og magt kan give os selv. Noget nyt er blevet til.«
Den dårlige og gode død. Døden er et tabu for mange, og derfor kan livets afslutning være svær at tale om. Især når den banker på ens egen dør. Alligevel oplever Trine Kern Kernel, at de fleste patienter er glade for at tale om døden med andre.
»Naturligvis tænker man på døden, når man er alvorligt syg, og det, der forbliver usagt, er altid mere angstfremkaldende end det, der bliver talt om. Det kan lette at få sat ord på sine følelser og måske også at blive afklaret omkring, hvad man selv ønsker. Hvor længe er livet værd at leve? Hvor langt skal man gå med sin behandling? Hvad gør det ondt at skulle sige farvel til? Og hvad skal der ske efterfølgende? Eller også hjælper det bare at få sagt, at det er noget lort, at man skal dø, og at man ikke hverken kan eller vil forlige sig med det vilkår, fordi det gør for ondt « siger Trine Kern Kernel.
Hun peger på den aktuelle debat i sundhedssektoren. Her bliver der talt om, at alle har ret til en god død. Den udtalelse bryder hun sig dog ikke om:
»Når man har ret til noget, er der også et ansvar, der følger med. Og hvem har ansvaret for, at ens død bliver god? Naturligvis ligger noget af ansvaret hos sundhedspersonalet. Men mange døende påtager sig også det ansvar selv og føler sig skyldige over ikke at magte det,« siger hun og fortsætter:
»Og det er noget, der optager mig som præst. For selv om jeg naturligvis håber og beder til, at de mennesker, jeg taler med, får en fredfyldt og god død, er det ikke altid i vores menneskelige magt at sørge for det. Og det kan være en alt for tung byrde at påtage sig, både som patient og som pårørende, at man også skal nå at forlige sig med døden og eventuelt få ny indsigt og en følelse af accept på dødslejet. Nogle gange er døden hverken fredfyldt eller god, og der kan vi ikke andet end vende os til Gud og lægge ansvaret i hans hænder.«
Kommentarer