02/07/2024 0 Kommentarer
Kirken giver mig ro i livet
Kirken giver mig ro i livet
# Ukategoriseret
Kirken giver mig ro i livet
Tilværelsen har så mange spor, at man nemt kan fare vild. Det hører mennesket til, at det af og til finder sig selv et andet sted, end han eller hun troede.
For eksempel går Jens Christian Aarestrup Ravn, menighedsrådsmedlem i Herstedøster Sogn, rundt et sted i Tokyos gader i 1984. Noget virker bekendt, andet ikke. Nattehimlen har to måner, og byen er befolket af mystiske væsener.
Anderledes kan det ikke være i denne parallelverden, der synes så fjern, men alligevel så nærværende. Jens Christian Aarestrup Ravn er således ikke i tvivl om, at han er død. At den prostatakræft, han fik konstateret lige før påske, har taget livet fra ham og har sendt ham ind i handlingen af Haruki Murakamis magiske bestseller 1Q84.
Men Jens Christian Aarestrup Ravn døde ikke den mandag i maj på Herlev Hospital. Tre dage efter, han blev lagt i respirator, begyndte han langsomt at vågne op, og det var i dette døsige ingenmandsland, at nærdødsoplevelsen blandede sig med virkeligheden.
»Det var en underlig fornemmelse. Det er seks år siden, at jeg læste 1Q84, men dens magiske fortælling mellem denne og en anden verden sad så dybt i mig, at jeg faktisk troede, at jeg var gået bort. ’Jens Christian, nu er du død,’ tænkte jeg. Først da jeg så og mærkede den bamse, mit barnebarn Katrine havde givet, gik det op for mig, at jeg var i live,« siger Jens Christian Aarestrup Ravn.
Noget større. Han drager et let suk og lægger an til en uddybning.
»Faktisk kunne jeg have været død i dag. Lægerne sagde, at var det ikke for mit sunde legeme, havde jeg ikke klaret den,« siger han og fortsætter:
»Jeg har altid været taknemmelig for livet, men mit sygdomsforløb har givet mig lejlighed til at have flere overvejelser om livet og døden.«
Roen i kirken. Jens Christian Aarestrup Ravn åbner døren ind til Herstedøster Kirke, går gennem våbenhuset og træder ind i kirkerummet og sætter sig på sin faste plads - den næstsidste bænk i højre side.
»Jeg kommer til gudstjeneste to-tre gange om måneden. Det er vigtigt for mig, for det giver både ro og stemning i sindet. Det er da også en skam, at der ikke kommer flere til de almindelige gudstjenester, for hvis de først vil komme, vil de knytte kirken mere til sig,« siger Jens Christian Aarestrup Ravn.
Han blev indvalgt i menighedsrådet i 2012, og han medgiver, at han ikke før den tid var fast kirkegænger.
»Men nu er det noget andet. Hvis ikke menighedsrådets medlemmer skal komme til gudstjenesten, hvem skal så? Det er trods alt os, der har valgt at være med,« siger han og fortsætter:
»Ved at komme til gudstjenesten gør jeg mig også synlig over for menigheden, præsterne og personalet og viser, at jeg bakker op om arbejdet.
Salig i troen. Den brændende augustsol bryder glasset bag alteret og lyser kirkerummet og dele af hans ansigt op.
»Jeg har det godt med det religiøse. Enhver er salig i sin tro. Jeg har min tro, andre har deres. Vi kan ikke bevise alt, men skal vi også kunne det?« spørger han og fortsætter:
»Under og efter mit sygdomsforløb har jeg hverken bedt mere til Gud eller følt mig tættere på ham. Men jeg er ikke i tvivl om, at der har været én, der har holdt hånden over mig. Jeg ved ikke, hvor jeg skal rette min taknemmelighed. Måske kirken spiller en rolle her, måske det er skæbnen. Jeg ved det ikke.«
Hans pragmatiske tilgang skyldes måske, at mændene i hans familie har en særlig historie med kræft.
»Min far døde ganske vist af kræft, da han var 75. Men min bror fik konstateret sygdommen som 38-årig og døde først, da han var 91. Det og så mit altid lyse livssyn fik mig til at tro på, at jeg nok skulle overleve, og på intet tidspunkt i forløbet mistede jeg mit humør. Måske andre græd, men jeg gjorde ikke,« siger han og fortsætter med et glimt i øjet::
»På det punkt er jeg nok lidt doven, for det er meget lettere at være glad. Det kræver flere kræfter at være sur, så det gider jeg ikke at være.«
De dødes have. Kirkegården ligger stille hen. Jens Christian Aarestrup Ravn knirker gruset ned med sine sko og kaster et view ud over gravpladserne og gangene. Hovedstien syd for kirken slår et stort sving som i en bue.
»På de fleste kirkegårde laver man gangene snorlige, og de færreste kan forstå, hvorfor vi gør det anderledes. Men jeg kan godt lide det på den her måde, fordi det er med til at skabe en bedre stemning,« siger han.
Som formand for kirke- og kirkegårdsudvalget har han et stort ansvar for, at både kirkebygningen og det omkringliggende er i orden.
»Det er en vigtig del af menighedsrådets arbejde at sikre gode rammer. Det gælder både inde i kirken og her på kirke- gården, hvor der kommer mange besøgende og pårørende ugen igennem. Vi skal hele tiden sørge for, at der sker en vis udvikling, så vi har nok af den type gravpladser, der bliver efterspurgt,« siger han.
I øjeblikket er han sammen med det øvrige udvalg ved at lægge sidste hånd på en helhedsplan for kirkegården og græsarealet på den anden side af diget.
»I flere år har vi talt om, at vi skal have en bedre udnyttelse af hele området. Kirken ligger jo midt i landsbyen, og det åbner op for mange muligheder. Det er et stort og spændende arbejde, som jeg glæder mig meget til at præsentere,« siger Jens Christian Aarestrup Ravn.
Virksomheden. Formandsskabet for kirke- og kirkegårdsudvalget er blot et hjørne af hans samlede indsats i menighedsrådet.
Han er også medlem af personaleudvalget og valgudvalget, ligesom han er kasserer.
»Netop kassererhvervet tager meget af min tid. Jeg er fast i kirken hver mandag og fredag, hvor jeg arbejder med sognets økonomi. Med et årligt budget på fem millioner kroner og en del ansatte er vi som en lille virksomhed. Ja, faktisk er der vel kun gudstjenesterne og de kirkelige handlinger til forskel,« siger Jens Christian Aarestrup Ravn.
Han blev opfordret til at gå ind i menighedsrådet i 2012 - blandt andet fordi han med sin baggrund i den finansielle sektor bestred nogle af de kvaliteter, menighedsrådet efterlyste.
Inden sin pensionering arbejdede han 45 år i Arbejdernes Landsbank, ligesom han i 35 år har undervist i økonomi, blandt andet på Handelshøjskolen.
»Nogle vil måske mene, at det praktiske arbejde med lønninger, bygninger, kirkegård og økonomi overskygger det kirkelige arbejde. Men sådan er det ikke helt. For det er jo de økonomiske midler, der bestemmer, hvilke aktiviteter vi kan sætte igang,« siger Jens Christian Aarestrup Ravn.
Energien. Han er ikke erklæret rask endnu. Hver anden uge går han til kontrol, så lægerne har kort snor i hans sygdom. Alligevel definerer han sig selv som rask og har ikke tænkt sig at geare ned med det kirkelige arbejde.
»Jeg har altid haft en stor virkelyst, og jeg går op i det, jeg laver. Det er en del af min motivation. og det er dér, jeg henter min energi. Jeg er meget glad for at være en del af fællesskabet i menighedsrådet, hvor vi på trods af forskellighederne finder nogle løsninger på fælles problemstillinger. Derfor kan jeg kun opfordre andre, der vil gøre noget frivilligt arbejde, til at stille op til menighedsrådsvalget,« siger Jens Christian Aarestrup Ravn på en kirkegård meget langt fra Tokyo ...
Tekst og foto Bo Nygaard Larsen
Kommentarer