02/07/2024 0 Kommentarer
Meditationsgudstjenester i Herstedøster Kirke
Meditationsgudstjenester i Herstedøster Kirke
# Gudstjeneste

Meditationsgudstjenester i Herstedøster Kirke
Meditationsgudstjenesten er først og fremmest en stille gudstjeneste. Vi synger sange fra Taizé-traditionen. En andagtsform, der har bredt sig fra en lille by i Frankrig og ud over jorden. Vi læser i Bibelen og hører refleksioner over livet af forskellig slags.
Fra hverdagens stress og krav kommer vi ind i kirkens gamle rum for at finde samling om os selv, om Gud og livet. Meditation er en af kirkens gamle erfaringstraditioner der ligner nutidige ord som ’fordybelse’, ’ro’ og ’mindfulness’. Sangene fører os ind i stilheden, hvor der er rum til at høre Gud tale og lade sig udfordre eller opbygge til de kommende dages opgaver.
Fra vore dybeste lag rejser der sig en skjult længsel. Mange af os er bundet til skærme og deadlines. Fanget af den evige opmærksomhed på det, der sker omkring os, tørster mange af os efter et indre liv og tegn på det, der ligger livet nært.
Det er vores håb, at de meditative gudstjenester i kirkens rum kan skabe et fællesskab om mødet med den levende Gud. Fælles stilhed og fælles sange. Gennem enkle symboler og færre ord åbnes muligheden for at vækkes til himmelsk glæde på jorden.
Meditation er en af kirkens gamle erfaringstraditioner der ligner nutidige ord som fordybelse, ro og mindfulness. Mange er i dag uvante med disse gamle former for kristen bøn. Ved enhver gudstjeneste er vi alle nybegyndere, fordi vi aldrig ved, hvad der vil ske i os. Men vi er der i fællesskab og trygge rammer. Samlet om kirkens budskab.
Meditationsgudstjenesterne er tænkt som et åndehul i en fortravlet verden. De kan hjælpe os til at rette blikket mod det, der betyder noget i livet, - og hjælpe os til at takke for det, vi har, frem for at hige efter andet og mere.
Tekst Lars Kruse, sognepræst.
Kommentarer