Der er næppe nogen, der vågner op en morgen og siger: ”Sikke en dejlig morgen … nu vil jeg gøre noget ondt!”. Det onde sniger sig altid ind på os. Og det rammer os som fristelser.  Det er vist kun i film, at mennesker er enten gode eller onde. Det onde er i verden, fordi vi fristes til det. Mon nogen kan sige sig fri fra af og til at se tilbage på en situation og ærgre sig over at have tænkt mest på sig selv?  Men hvordan kan det være, vi fristes?